Claus´ guide til skumpropper
Jeg har en del kontakt med mine kunder omkring skumpropper, så jeg tænkte at det ville være en god idé at samle nogle tips og tricks på en side, ikke fordi jeg har noget imod at skrive med jer, tværtimod. Mere fordi det måske vil være lidt mere tilgængeligt og kan give dig svar hurtigere end en mail.
Først og fremmest, de skumpropper der har en mm angivelse i titlen, der fortæller jeg hvor store propperne er i det indre, altså den del der sidder på dine inears.
Du kan let finde den rette størrelse med en skydelære. Mål "tuden" på dine inears og så skal du bare vælge en der er MINDR. For eksempel er dine inears 4,3 mm skal du ikke tage de propper der hedder 4,3 mm du skal tage den model der hedder 4,1 mm.
Tager du samme størrelse vil du risikere at de falder af når du tager dine inears ud og ind af øret, det er træls, når sådan en prop sidder så dybt i øret, at man skal bruge en pincet for at få dem ud.
Så har du mulighed for det så mål med en skydelære og tag det rigtige valg første gang.
Er du i tvivl så skriv og spørg.
Lille, medium og stor angiver den ydre diameter og er på de fleste følgende.
- Lille 1,2 cm
- Medium 1,3 cm
- Stor 1,4 cm
Ingen regler uden undtagelser og de forskellige versioner kan svinge 0,5 mm i størrelsen.
Der er sådan generelt to typer korte og lange, de korte har lidt bedre komfort og trykker en smule mindre i øregangen, vi snakker ikke dag og nat forskel, men har du en tendens til at blive lidt øm i øret, så prøv at brug en kort model næste gang.
De korte er der ofte også bedre plads til i ladekasserne hvis du har en TWS (true wireless system) model, jeg kan ikke love at der altid er plads til de korte, men chancen er større.
Alle mine propper er med memoryfoam og af god kvalitet, det at de er noget billigere end du er vant til er ikke fordi de er ringere, det er ganske enkelt fordi jeg køber en kasse med 3000 stk og selv putter dem i en lynlås-pose, emballage er dyrt.
Mit valg i emballage er også en gevinst for miljøet, da der simplethen bliver brugt mindre og en kasse med 3000 stk fylder og vejer mindre i flyet når jeg skal have dem hjem. End 500 kasser med 3 par i hver ville gøre. Så der spares både affald og brændstof når du køber mine skumpropper, vi snakker ikke om noget der vil redde planeten, men mange bække små bliver også til en flod på et tidspunkt.
Nu når jeg har fået pudset glorien så den skinner smukt, vil jeg gå til næste punkt tips og tricks.
- Vend dine propper "forkert"'
Det er noget jeg opdagede nærmest ved et tilfælde, men vender du de lange propper omvendt så de er tykkest længst inde i øret, virker de tit meget bedre.
Fordelene er flere:
- De har mindre tendens til at kravle ud af øret.
- De sidder bedre fast.
- De lyder ofte bedre.
- Der slipper ikke støj ind når du spiser, eller tygger tyggegummi.
- De holder lidt kortere tid, mest en fordel for ham der sælger dem
- Man risikere ikke at de "klapper" sammen inde i øret (den del der er rent skum kan godt lukke af, specielt når proppen er ved at være lidt slidt)
- Husk at "rulle" dine propper
Med rulle mener jeg at du skal rulle eller trykke dine propper sammen, inden du stikker dem i øret, du kan få dem længere ind. Det vil give dig en bedre forsegling og dermed bedre isolation, de vil også for det meste komme til at sidde bedre fast og være mere komfortable.
- Træk op i øret
Når du stikker dine inears ind i øret så tag den anden arm hen over hovedet og træk en lille smule op i øret, på den måde får du rettet din øregang en smule ud og får nemmere ved at montere dine inears bedre, du får bedre fit og de sidder bedre fast. Når de sidder længere inde lyder det ofte også bedre.
- Vask dine propper
Når dine propper har været i brug i noget tid kan de ende med at være lidt sat til med ørevoks og er ikke særligt lækre at putte i øret, du kan vaske dem brug lunkent vand og intet andet og lad dem tørre helt inden du bruger dem igen. Du må ikke bruge sprit eller andre opløsningsmidler, det kan propperne ikke holde til og bruger du sæbe i vandet kan du ende op med at få irriteret hud i øret og det er ikke lykken.
- Væn dig til propperne
Jeg oplever af og til kunder der får ondt i ørerne efter en hel eller halv dags brug, det skyldes at øret ikke er vant til at blive påvirket af et konstant tryk og reagere derfor med smerte for at fortælle dig at "det bryder vi os slet ikke om". Det er en vanesag og du kan "træne" dine ører til fornemmelsen, det er meget simpelt hvis du får ondt efter 4 timer, tag dem ud efter 3. Når du så har gjort det i en uges tid prøver du at se hvornår du får ondt igen, du har sikkert rykket grænsen en halv til en helt time, så nu gør de ondt efter 5 timer, så tager du dem ud efter 4 i en uges tid. De kvikke kunder jeg har vil allerede se hvad næste trin vil være. Find smertegrænsen og undgå den.
Når du når samme niveau som jeg, vil du kunne gå med dem i 24 timer i døgnet uden at mærke dem.